Bo Dalum

Forlod julefrokost allerede efter 2 timer. For meget snaps for hurtigt på en al for tom mave. Endte i min mindre snapsebrandert i BR og købte et playmobil piratskib.
SÅDAN!

Da jeg var teenager og gik ned af gaden, kunne jeg uden at tvivle nikke til en forbipasserende, hvis man begge havde en T-shirt på fra samme band eller kunstner. Det burde være sådan, at når man ser en broder eller søster i samme uniform, kan man indforstået hilse på hinanden, da man er døbt i samme kirke.
Man deler for en kort stund en identitet i musikken.

Men det er desværre langt fra tilfældet nu. H&M, blandt andre, har altid lidt guf på hylderne af alt fra Guns N Roses, Rolling Stones, Ramones, The Beatles og listen fortsætter langt endnu.
Jeg har tilmed lige set et par Converse sko med The Doors logo på.
Det i sig selv er fint nok, men det bliver behandlet som et brand ala Coca-Cola og McDonalds. Halvdelen af dem der nu render rundt med en mund der rækker tunge, kan ikke engang nævne navnene på medlemmerne i bandet, eller som minimum nynne riffet til
“(I Can’t Get No) Satisfaction” som i forvejen er trampet flad.

Jeg har i mit liv været på et par pilgrimsrejser til det hellige Rock land. Jeg har besøgt Jim Morrison på Père-Lachaise i Paris, jeg har set Hansa Tonstudio i Berlin hvor David Bowie og Iggy Pop har lavet noget af deres bedste arbejde og Abbey Road Studios i London hvor The Beatles ændrede verdens opfattelse af musik.
Det giver ikke adgang til noget som helst, det er bare for at sige, at man var der, men det betyder at man har en interesse for essensen af kunsten og budskabet. At man søger i mere en den lokale musik biks efter at blive optaget og en del af det hemmelige selskab der forstår hinanden og kan udtrykke det i mere end ord.

I det mindste er der et håb, når det drejer sig om baby og børnetøj. Her kan man stadig give forældrene ansvaret og dermed også skylden, hvis ungerne ikke ved en bjælde om det de har på maven. Prøv så samtidig at lytte til barnet. Hvorfor skal det løbe rundt i tøj der symbolisere noget de ikke bryder sig om?
Så må de have bamse og kylling på maven i stedet. Men hvis de derimod danser som en syg abe til Rolling Stones så hjælp dem, når de bliver gamle nok, til at forstå hvad det drejer sig om.
Det er ikke ikonet, logoet og brandet, det er musikken, budskabet og bandet.

De unge mennesker kommer til, helt obligatorisk, at modtage religionsundervisning om de er troende eller ej. Giv dem den samme mulighed i den vrimmel af billeder der omgiver dem i deres dagligdag. Giv dem forståelsen for hvad Jagger mener når han synger.

“I said I know it’s only rock ‘n roll but I like it”

Genovervej at afslutte første øver efter sommerferien med
“You Could Be Mine.” Det er lige før, der skal tilkaldes en VBT vogn til at eskortere mig ned af trapperne med en stik i øjet og en pedal i røven. Det er hård kost på en søndag folkens.

Hvis man tagger teksten fra Lady Gagas seneste single
”the edge of glory” bruges ordet Tonight seks gange inden for det første minut, bare for at starte et sted.
Men af uforklarlige årsager har sangskrivere verden over, på et møde i fagforeningen, besluttet at det er umuligt bare at have det sjovt, det skal være Tonight, det hele sker Tonight, når jeg ser på dig Tonight, osv.
Er der venligst en der kan fortælle mig hvor og hvornår de holder deres næste møde, for jeg kan ikke holde det ud Tonight.
Selv de største og de bedste kan ikke se sig fri for at bruge ordet som et unødvendigt og ofte uforklarligt tillægsord.

Hvor er det så henne allerede nu? Det fantastiske halstørklæde som lignede noget en skotte havde tørret røv i?
Hvad betalte i for det, tekstil vidunderet der lokkede med illusionen af rigdom og overskud til andet end vinter slud?
700 kr. 800 kr. 900 kr.? Det har i glemt eller også tør i ikke nævne det nu, for i ved det godt gør i ikke?
Hvis du tager det på nu i 2011 så er du til grin, altså det var du også sidste år, men nu er jeg ikke den eneste der synes det længere.
Men hvad er det så i år, hvad er det vi aldrig har kunnet leve uden, som vi allerede har bare ikke i det mærke? Er det stadig Burberry, er det DKNY, er det Gucci?
Find dig selv i dig selv ikke i det du køber. Hvis du kan altså!

Nu hvor jeg sidder her på årets sidste dag, som på alle mulige måder indeholder fornemmelsen af tid og historie, tænker jeg på de mennesker der i kunstens navn mente og troede på, at man kunne ændre verden til det bedre gennem ord og musik.
Hvor blev de af? Hvorfor er der ikke andre der har kunnet overtage faklen og råbe de blinde og døve op?
I 1977, samme år som jeg er født, stod David Bowie I Hansa Tonstudio I Berlin 500 meter fra muren, hvor russiske soldater stod og gloede på dem, mens han sang.
”And the guns, shot above our heads. And we kissed, as though nothing could fall. And the shame, was on the other side oh we can beat them, for ever and ever.
Then we could be heroes, just for one day.”
Er vi som kunstnere løbet tør for oprigtige ting at fortælle? Nej vel!
Verden har på alle mulige måder forandret sig, ja, men tyranniet fortsætter, mennesker med magt udnytter de svageste i samfundet som altid. Mennesker bliver myrdet i religionens navn, unge mennesker, vores venner og familie bliver slået ihjel i demokratiets navn. Vi er i krig om vores ret til at sige hvad vi har på hjerte.
Stik nu de tegninger op i røven, de er bare symbolet på budskabet.
I illusionernes tomme forgård står der stadig ildsjæle der fortæller historierne, men vi lytter ikke, det rager os en skid. Som var de gademusikanter på strøget, går vi forbi med skyklapper, for vi har travlt, Kvickly lukker nemlig om lidt.

Godt nytår.

WAR IS OVER.

Da jeg var yngre og andre sagde ”Har du hørt at ….. lukker?”
så var jeg ligeglad.
Det betød at der kom noget andet, måske noget bedre, om ikke andet en forandring.
Vi lever i, hvad nogen betragter som, en storby, hvis det skal passe, så er forandring en selvfølge. Det er en naturlig del af byens hjerte.
Men nu er jeg blevet ældre og byens hjerte er lige midlertidigt gået i stå.
Metropol, eller som os der har boet her lidt længere stadig siger, Palladium er lukket.
Jeg kan godt selv høre det, jeg lyder som Hr. Jensen der stadig kalder bussen sporvognen eller rutebilen, men jeg har mistet en af mine venner, så jeg må godt.
Det var og er ikke den eneste biograf i byen, heldigvis, men den var et af mine paradis. Du var en ren og pæn pige, slet ikke som din nærmeste kollega, det suttede bolche, der var stemning i hver hjørne og krog.
Som alle andre havde du fejl. Sal 1 havde to projektere, men den ene stod lidt skævt, så fokus gik lidt tabt i venstre hjørne,
men jeg elsker dig, så det gjorde ingenting.
Nu bliver jeg tvunget andre veje, men jeg vil stadig stoppe op, når jeg går forbi og hilse på mit hjertes paradis.

Tak for dem alle sammen.

”Engle & Dæmoner, The boat that rocked, Casino Royale,
Phantom of the opera, Big Fish, Two weeks notes, Its all about love,
Die another day, Dina, Americas sweetharts, Monas verden,
Bridget Jones, Hånden på hjertet, Italiensk for begyndere,
Fantasia 2000, High Fidelity, Hanging up, 28 dage,
American beauty, Eyes wide shut, Den eneste ene,
Shakespeare in love, Les Miserables, Vild med Mary, Mulan,
Hope floats, 6 dage, 7 nætter, Store forventninger, City of angels, Sliding doors, A life less ordernary, Good Will Hunting,
Contact, Everyone says i love you, In love and war,
One fine day, Romeo & Juliet, Jerry Maguire, Folket mod Larry Flint,
Legends of the fall og alle de andre.”

Der stod jeg foran K. B. Hallen i fredags med lidt ondt i maven.
Jeg var ikke syg, jeg var nervøs, jeg var nervøs på en
lastbilchauffør og et postbuds vegne.
I 22 år havde de drømt om at spille lige netop her og lige om lidt
var det alvor. Der var meget på spil, for det er farligt at åbne låget
på den hellige rock gral efter en så lang pause.
Det også selv om der var tale om Danmarksrekord i billetsalg.
Kl. 21 stod selv Kronprinsen klar blandt publikum med lidt svedige
hænder og så skete det endeligt.
Dizzy Mizz Lizzy gik på scenen og allerede efter de to første numre
var alt bekymring borte, blæst ad helvede til af
Danmarks bedste Rockorkester.
Det var så tight som den smukkeste jomfru og så svedigt at selv hallens vægge dryppede.

Men da det hele var slut, sad jeg tilbage med en blandet følelse.
Det var det. Verdens bedste kage, værsgo at spis, men du får den aldrig mere. Talent forpligter, men det er samtidig umuligt at lave en ny Dizzy plade.
Det gør næsten fysisk ondt på mig at vide at Søren og Martin lige om lidt igen er lastbilchauffør og postbud.
Men tak for dansen, tak for minderne, TAK.

Den romantiske ide om at et album ikke bare er en samling sange, men en helhed, et værk, er på vippen til at være historie.
Man køber digitalt det enkelte nummer som man har hørt,i radioen,
hvis man altså gider bruge 8 kroner på det.
At gå på opdagelse i et albums helhed og indpakning er ikke noget man længere overvejer at bruge tid på.
Jeg køber albums, jeg køber vinyl. Jeg værdsætter god lyd og et helhedsindtryk. Jeg værdsætter den stemning billeder og tekst giver mig, når jeg bladre rundt i albummet.
Det er blevet nemmere, for den almene musiker, at ligge sin musik på nettet. Det er jo en fed ting. Det giver os mulighed for at gå på opdagelse, i andet end det andre mener vi skal lytte til og købe. Men har radioen så tænkt sig at benytte sig af det, eller er de stadig i pladeselskabernes og især i amerikanernes industri jerngreb?
Kan de to verdener mødes et sted på midten?

Ligger bogen på vægten og beslutter prisen mens det enkelte ord bliver revet ud, lagt i skeen og opløst i et suk.